Til forsiden
Kommentarer

STOP POLITISK LØSGÆNGERI

Vi har i den seneste tid oplevet en omfattende udøvelse af den særlige politiske disciplin, der betegnes løsgængeri. Disciplinen ses specielt at blive udøvet efter kommunevalg, hvor den til tider antager fuldstændig groteske former. Folketinget har imidlertid heller ikke holdt sig tilbage. Spørgsmålet er, hvor længe vi som vælgere skal finde os i dette problematiske og forældede politiske fænomen.

Vores udmærkede grundlov siger som bekendt ikke en lyd om politiske partier. Det er forståeligt, at dette ikke blev nævnt i 1849-Grundloven, da partidannelserne ikke var særligt etablerede og mange gange først fandt sted efter at valgene til Rigsdagen af enkeltpersoner havde fundet sted. Men det er ejendommeligt, at de politiske partidannelser ikke blev nævnt med ét ord i 1953-Grundloven, hvor partierne havde været en dominerende og integreret del af det politiske system i over 50 år. Partierne fremgår imidlertid i høj grad af valgloven.

I den gældende grundlovs paragraf 56 står, at: "folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere". Denne paragraf er identisk med paragraf 60 i 849-Grundloven. Det synes klart, at denne bestemmelse går på, at de valgte til folketinget ikke kan møde op med bundne mandater fra deres vælgere, d.v.s. at de kun må stemme på en af vælgerne forlangt måde. Det ville blokere for enhver fornuftig forhandling og mulighed for at komme frem til resultater. Mig bekendt foreligger der ikke en endegyldigt fortolkning af denne paragraf, blot en praksis.

Der står desværre ikke noget om, hvordan man skal forholde sig med politisk løsgængeri i Grundloven Men det er fortolkningen af denne paragraf, der gør det urimelige løsgængeri muligt, som vi oplever i dag. Den uskrevne fortolkning indebærer nemlig, at folketingsmedlemmet, når det er valgt – kan stemme på lige det, det har lyst til – og skifte rundt mellem alle de partiet vedkommende har lyst det. Ja, de kan endog stifte nye partier, som de så er formelle repræsentanter for i det politiske organ!!

Dette er ikke rimeligt, således som vores valgsystem er skruet sammen i dag. Her er det- med ganske få undtagelser - som bekendt partierne, der opstiller kandidater, ligesom det har været i de seneste hundrede år. Vi kender kun meget meget få af de kandidater, der har kunnet opnå valg til Folketinget uden om partierne, som f.eks. Jacob Haugaard. Det vil sige, at de opstillede kandidater henter deres legitimitet og berettigelse gennem tilknytningen til et parti, hvis overordnede program, de erklærer at ville støtte. I vort nuværende system er der meget få kandidater, der opnår personligt stemmetal, der svarer til det antal stemmer, som et mandat faktisk koster. Det vil med andre ord sige, at de får stemmer fra partiet, som vælgerne har afgivet i tiltro til, at de opstillede kandidater stod for partiets linie og ikke blot senere kunne stemme for hvad de nu havde lyst til, blot fordi det udelukkende var i overensstemmelse med deres overbevisning.

Når politiske løsgængere hævder, at de ikke vil gå af, når de ikke længere er i overensstemmelse med partilinier, eller melder sig ud – eller bliver ekskluderet – er det bedrag eller selvbedrag, for kun ganske få kan med rette hævde at have så mange stemmer bag sig, at de kan hævde at de ikke vil svigte de vælgere, der lige netop har stemt på dem. De er ganske enkelt kommet ind på parti-tilhørsforholdet, som vælgerne i langt de fleste tilfælde er afgørende, når de afgiver deres stemme.

Vi må derfor nu have en ordning, der indebærer, at medlemmer af politiske organer må afgå, når de enten melder sig ud af det politiske parti, på hvis stemmer, de er kommet ind i det politiske organ, eller bliver ekskluderet af partiet. Alle er naturligvis velkomne til at stifte nye partier eller lister ved næste valg, men det er urimeligt, at indvalgte kan fortsætte i en valgperiode på et forkert grundlag, det vil sige på forudsætninger, der ikke længere er til stede. Suppleanten må ind i stedet for for at føre partiets overordnede linie videre. Inden for visse partier har man udformede håndfæstninger, som kandidaterne inden valget skulle underskrive, men sådanne vil formentlig kunne ugyldiggøres af grundlovens paragraf 56.

Ordningen må naturligvis nøje overvejes i detaljer. F.eks. kan det af en gruppe i et politisk organ udnyttes til at få et afvigende medlem til at makke ret, men - på den anden side – så er den pågældende kommet ind på partiets stemmer, og må frem til næste valg acceptere de forudsætninger, den pågældende selv er valgt på.

Det er på tide, at fortolkningen af paragraf 56 lever op til nutidens realiteter og accepterer, at der findes politiske partier, som er en integreret del af valgprocessen. Formentlig vil dette kunne gøres ved at få bestemmelsen ind i valgloven, der således vil udgøre en fortolkning af paragraf 56 i Grundloven.


Grundlovstale den 5. juni 2012 - 5. Juni Selskabet, Hørsholm
Hans Christian Bjerg Historiker og forfatter

hcbjerg@post.tele.dk
www.hcbjerg.com

Ærede tilhørere!

Tak til 5.juni selskabet i Hørsholm for invitationen til at holde dette års grundlovstale, og tak til Marineforeningen i Rungsted/Hørsholm for at stille faciliteter til rådighed for dette Grundlovsmøde.

Grundloven, det danske sprog og Dannebrog er formentlig nogle af de væsentligste elementer i den formelle ramme om vor historie, kultur og statsdannelse – og dermed om det, vi betegner som de danske værdier.

Det bliver ofte diskuteret, hvori de danske værdier består, og om man overhovedet kan tale om såkaldte danske værdier. Er den kultur, vi hævder, er dansk, ikke blot udtryk for en blanding i tid og rum af kristendom, demokratisk styreform og den almindelige europæiske udvikling. Det kan man bruge megen tid på at fundere over, men nemmere er det at konstatere, at det at være dansk ganske enkelt er at kunne benytte det danske sprog, at flage med Dannebrog og bekende sig til den styreform, der fremgår af den danske forfatning, den vi betegner som Grundloven. Fastholdes disse kriterier, der er udtryk for en historisk udvikling i vores område og en nutidig status for vort samfund, kan alt det, der er inden for disses rammer, betegnes som danske værdier.

En understregning af de forhold, jeg her nævner, kan bl.a. aflæses i en nylig foretaget opinionsundersøgelse, bestilt af Grænseforeningen. Udover at vise, at de unge i dag ikke ved, hvad Genforeningen i 1920 med Sønderjylland gik ud på, fremgår det imidlertid, at 92% af de adspurgte danskere omfatter Dannebrog som fælles symbol for landet og folket. Det er en holdning, der må fastholdes og styrkes. Der har for nylig været et forslag fremme om, at man da bare uden om de gældende bestemmelser skal have lov til at flage med det flag, man havde lyst til. Hvis man var født i Tyskland, så kunne man jo passende flage med det tyske flag, for at vise dette. En sådan udvikling ville få en af hovedhjørnestene i det hus, der rummer de danske værdier, til at blive meningsløs og forsvinde. Jeg ved ikke helt, hvad den egentlige baggrund for dette forslag er, men der må være tale om et forsøg på at modvirke fastholdelsen af danske værdier og svække den sammenhængskraft, der er i vort samfund. Hvis det er et forsøg på at skabe større såkaldt globalisering, er man gået totalt galt i byen. Man bidrager ikke til øget globalisering ved at slette sin egen identitet eller egenart. Tværtimod så bidrager man til en positiv global udvikling, hvis man ud fra sit eget udgangspunkt kan markere specielle værdier og holdninger, som man ud ad til viser fungerer i praksis. I en totalt globaliseret verden ville f.eks. vores demokratiske styreform og sociale velfærdsmodel, som er en del af de danske værdier, være blevet udvisket, og derved ikke kunne bidrage til en – set ud fra vort synspunkt – positiv udvikling. At fastholde og markere sine egne værdier og symboler er ikke det samme som at lukke sig inde. Grænseforeningen udtrykker dette ganske godt ved i sit motto at tale om ”åben danskhed”. Det er en danskhed, der ikke lukker sig om sig selv, men som fastholder sin egenart, samtidig med at den er udadvendt og modtagelig for nye impulser.

Den 5. juni 1849 fik Danmark en forfatning, og den 5. juni har siden været grundlovsdag, og er i virkeligheden vores nationaldag, selv om vi officielt – i modsætning til andre lande - ikke har en sådan.

Det er en god idé en gang om året at tage vores grundlov op til behandling, minde hinanden om hvad der står i den, og diskutere dens indhold for bedre at forstå den. Det er derfor Grundloven, et af de væsentligste elementer i rammen om de danske værdier, som vi i dag skal beskæftige os lidt nærmere med.

I en opinionsundersøgelse foretaget i USA, oplæste man for de adspurgte paragraffer fra forfatningen og spurgte dem om de kunne gå ind for det synspunkt, der blev givet udtryk for. En forbløffende stor procentdel mente ikke, at de kunne gå ind for det det fremlagte synspunkt. De blev senere spurgt om de kunne gå ind for forfatningen. Hertil svarede næsten alle, at det kunne de. Konklusionen må være, at man i USA opfatter forfatningen som en hovedhjørnesten i samfundets opbygning og som udtryk for særlige kulturelle og nationale værdier, men at der i virkeligheden hos mange amerikanere alligevel hersker stor uvidenhed om forfatningens konkrete indhold og enkelte bestemmelser.

Nu eksisterer der ikke en tilsvarende undersøgelse om Grundloven i Danmark. Men mit bud vil være, i tilfælde af en tilsvarende dansk undersøgelse, at man nok ikke har paragrafferne præsent, men at man ville kunne tilslutte sig de enkelte bestemmelser, selv om de var taget ud af deres sammenhæng.

Den oprindelige grundlov fra 1849 blev ændret i 1915, væsentligt for at give kvinderne valgret, og i 1953 for at overgå fra et to-kammersystem til et et-kammersystem i form af det folketing, som vi kender i dag.

Hovedparagrafferne fra 1849 er for hovedpartens vedkommende stadig genkendelige i den nuværende grundlov fra 1953. Dette understreger det grundlæggende og fundamentale i det arbejde, der blev gennemført i 1849, men det kan naturligvis ikke undgås, at den almindelige udvikling har medført forståelsesproblemer, når de oprindelige formuleringer er blevet fastholdt, og ikke ændret siden.

Når man studerer vores grundlovs historie og udvikling, kan det undre, at der ikke skete større ændringer i 1953, på trods af, at der blev gennemført et større kommissionsarbejde inden den blev vedtaget. Det var således forholdsvis begrænset, hvilke nye bestemmelser, der blev indsat, og ejendommeligt nok undlod man at opdatere eller fortolke en række hidtidige bestemmelser. Det er som om, man af veneration stort set ikke har villet røre ved formuleringen af de paragraffer, som man ikke var tvungen til at ændre på. Dette forhold kan i dag gøre det vanskeligt at læse og forstå vores Grundlov.

For det første er det mærkeligt, at der ikke er indsat en bestemmelse om, hvordan landets flag ser ud. En sådan bestemmelse er ellers en fast ingrediens i andre landes forfatninger, også fra før vores egen grundlov. Da Grundloven blev til i 1849, havde der ganske vist siden 1834 eksisteret en bestemmelse om, at det kun var tilladt kongen og statslige myndigheder at flage med Dannebrog. Men selv om det alene var staten, der måtte flage, så burde der have været optaget en bestemmelse om flaget alligevel. Denne bestemmelse kan have været årsagen til, at der ikke kom en bestemmelse om vores flag i Grundloven. Bestemmelsen om forbuddet mod almindelig flagning blev i øvrigt ophævet 1854, men ses ikke i tiden omkring Treårskrigen 1848-50 at være blevet håndhævet. Fra dette tidspunkt fik folkets benyttelse af Dannebrog sit gennembrud. Dette forhold kunne være rettet op i 1953.

Jeg vil i det følgende give nogle eksempler på ejendommeligheder i vor Grundlov, der måske kunne have været rettet op i 1953, men som under alle omstændigheder udgør problemer i dag med hensyn til Grundloven.

I Grundlovens § 3 hedder det f.eks., at:

Den lovgivende magt er hos kongen og folketinget i forening. Den udøvende magt er hos kongen. Den dømmende magt er hos domstolene.

At adskille den lovgivende, udøvende og dømmende magt, er blevet anset for at være en forudsætning for ethvert parlamentarisk og demokratisk system. Opkaldt efter den franske filosof og statsteoretiker Montesquieu (1689-1755). Man skal i øvrigt være klar over, at når Grundloven taler om kongen, er der i en række tilfælde tale om ”regeringen”. Men da der formelt er tale om, at kongen udnævner regeringen og underskriver de love, som regeringen udsender efter vedtagelse i folketinget, så anvendes betegnelsen ”kongen” statsretligt i denne betydning. Dette forhold fremmer mildest talt ikke forståelsen af Grundloven i dag. Dertil kommer, at man groft forsynder sig mod princippet om tre-deling af magten ved at tillade, at ministre også kan være medlemmer af folketinget, og derved både være en del af den udøvende og lovgivende magt. Endvidere tillader man også, at dommere kan sidde i folketinget, hvorved man også i denne forbindelse forsynder sig i mod det montesquieuske princip.

Man kan som et kuriosum undre sig over, at man ikke i 1953 gik over til at betegne ”kongen” i Grundloven som ”regenten”, når man samtidig med Grundloven i 1953 gennemførte tronfølgerloven, der indebar, at en kvinde kunne blive monark i Danmark. Man fastholdt imidlertid betegnelsen ”kongen”, og denne skulle formelt jo have været vor nuværende regents titel, da hun overtog tronen.

I virkeligheden overholder Dronning Margrethe, ved at kalde sig dronning, således ikke Grundlovens ordlyd, ligesom hun i øvrigt heller ikke overholder ligestillingsloven. Ifølge denne må det ikke fremgå af en titel, hvilket køn titelindehaveren har. Dette kunne der have været gjort noget ved i 1953.

Selve spørgsmålet om evt. suverænitetsoverdragelse f.eks. i forbindelse med traktater og konventioner er heller ikke særlig klart formuleret i Grundloven

Mest forbløffende er det nok, at man senest i 1953 atter valgte ikke at omtale eller inddrage de politiske partier i Grundloven, selv om disse siden 1849 har været bærere af landets politiske liv.

Grundloven fastsætter, hvor mange medlemmer folketinget skal have, og at valget til dette ordnes ved særlig lov. Først i en særlig lov, valgloven, tages der hensyn til eksistensen af de politiske partier. Den manglende omtale af de politiske partier får en vis betydning i forbindelse med den gængse fortolkning af GL § 56, ”løsgængerparagraffen”.

I denne paragraf hedder det, at:

Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere.

Paragraffen stammer fra 1849.Det er klart, at denne bestemmelse går på, at de valgte til folketinget ikke kan møde op med bundne mandater fra deres vælgere, d.v.s. at de kun må stemme på en af vælgerne forlangt måde. Hvis dette var tilfælde, ville det blokere for enhver fornuftig forhandling og mulighed for at komme frem til resultater. Men det er fortolkningen af denne paragraf, der i dag tillader det urimelige løsgængeri af politikere, som vi oplever i dag. Den gængse men uskrevne fortolkning af denne paragraf indebærer nemlig, at folketingsmedlemmet, eller for den sags skyld kommunalbestyrelsesmedlemmet, når det er valgt – kan stemme på lige det, det har lyst til – og skifte rundt mellem alle de partier, der vil samarbejde med dem. Ja, de kan optræde som løsgængere og endog stifte nye partier, som de så er formelle repræsentanter for i det politiske organ, så længe deres valgperiode løber. Der er stort set ikke nogen, der i dag bliver valgt ind i politiske organer uden at de bekender sig til et af de politiske partier, eller i kraft af at tilhøre et parti. Hvis den valgte derfor forlader det parti, som vedkommende har været opstillet for, må forudsætningen for valget være væk, og vedkommendes valgte stedfortræder må træde til, således at partiet kan opretholde det mandattal, som opnåedes ved valget. Denne bestemmelse kunne der være gjort noget ved i 1953.

Endnu et eksempel skal tages frem her. I Grundlovens § 77 hedder det, at:

Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingen sinde på ny indføres.

Nu hedder det i Straffelovens § 266b, at:

Den, der offentligt eller med fortsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Så vidt jeg kan se, er der her tale om en senere lovgivning, der har indskrænket den klare bestemmelse i Grundloven vedrørende ytringsfrihed under ansvar, og det kan næppe have været meningen, at en sådan lovgivning, der indskrænker Grundloven, skulle kunne lade sig gøre.

I § 81 hedder det, at:

Enhver våbenfør mand er forpligtet til med sin person at bidrage til fædrelandets forsvar efter de nærmere bestemmelser, som loven foreskriver.

I dag ville en fortolkning nok indebære, at mand blev til borger.

Lad mig stoppe med eksemplerne her. Flere ejendommelige forhold kunne være taget op.

Som man kan se af disse eksempler, må det konstateres, at der er en række problematiske forhold i forbindelse med benyttelsen af vores Grundlov. Det kan derfor ikke undre, at der i nogle år har været talt om at udarbejde en ny grundlov for landet eller modernisere den.

I den nuværende regerings ”regeringsgrundlag” hedder det, at:

Det er regeringens opfattelse, at Danmark har brug for en ny diskussion om grundloven.

Det kan man for så vidt være enig i, og der har da også været talt om nedsættelse af en grundlovskommission.

Men er det særlig klogt at kaste alle bestemmelserne i Grundloven op i luften? Det er næppe nogen god idé – af flere forskellige grunde. Vi ved bl.a. ikke i hvilken tilstand den bliver samlet igen!

Heldigvis er det meget svært at ændre Grundloven, og det skal det også være. Det vil blive en meget langvarig proces, hvis man forestiller sig, at gennemføre grundlovsændringer, og noget sådant ligger helt sikkert ikke lige for. Men en ny diskussion kan naturligvis aldrig skade, for det er medvirkende til at gøre Grundloven nærværende og vedkommende.

Det er et godt princip at forandre for at bevare, og dette vil også være et godt princip at anvende, hvis man skal gøre noget ved Grundloven, f.eks. i relation til nogle af de eksempler, som jeg har været inde på.

Den nugældende Grundlov er stadig et solid fundament for vores statsdannelse. Den skal derfor ikke bare kasseres, men som det er blevet antydet, kan en række problemer, der har udviklet sig i forbindelse med fortolkning og forståelse af den, løses gennem vedtagne fortolkninger af indholdet i Grundlovens paragraffer, uden at man behøver at ændre dem som sådan.

Inspiration til denne fremgangsmåde, kan vi få, ved at betragte de amerikanske ”amendments to the constitution”, forfatningsændringer eller tilføjelser til forfatningen, som udviklingen har gjort nødvendige, uden at man direkte ændrer den oprindelige forfatning.

Der er ud fra Grundlovens tekst blevet gennemført en række opfølgningslove, som f.eks. værnepligtsloven og valgloven, flere opfølgninger, således som det fremgår af de såkaldte løfteparagraffer, er imidlertid aldrig blevet foretaget, som f.eks. loven om folkekirken. Det vi mangler, som vil kunne modernisere Grundloven, uden at skulle ændre den, er, det jeg vil kalde fortolkningslove, hvor man med et kvalificeret flertal i folketinget udsteder love om, hvorledes enkelte af paragrafferne i Grundloven skal fortolkes i dag. Løsgængerparagraffen ville f.eks. enten kunne fortolkes gennem en bestemmelse i valgloven eller fortolkes gennem en særskilt lov, således at den blev mere realistisk og acceptabel. En sådan fremgangsmåde ville gøre det muligt at forandre og samtidig bevare Grundloven.

Med sådanne ordninger, som her er antydet, kunne den fulde respekt for Danmarks Riges Grundlov fortsat bevares, og vi ville ikke behøve lige med det samme at søge en ny grundlov gennemført.

Jeg har her kort forsøgt at understrege den betydning Grundloven, Dannebrog og det danske sprog har for identificeringen og markeringen af de danske værdier. I en foranderlig verden er det væsentligt, at vi til stadighed diskuterer Grundloven, den vigtigste af hovedhjørnestene i vor samfunds opbygning. Det er mit håb, at denne meget personlige grundlovstale har givet inspiration til en sådan fortsat diskussion.